Om vort vanskelige forhold til det guddommelige:
Kom til mig!
– Jo tak, men er det nu noget?

Af Leo Tandrup

Færingen Sigrun Gunnarsdottir, der i øjeblikket udstiller på det initiativrige Galleri Emmaus ved Ringsted, er alt for lidt kendt. Et af hendes tankevækkende værker hedder ”Kom til mig”. Budskabet er enkelt, og ved første blik ser det også ligetil ud: man drages mod Kristusfiguren, næsten som mod Kristus og Jomfru Maria i en Gislebertus´ værker fra romansk tid. Stilen er tilmed næsten barnlig naivistisk, som ofte dengang omkring 1100, da Kristus var kommet fra en mørk middelalders dømmende og fordømmende position højt over mennesket ned på jorden, så man kunne stå over for ham som en far, der bare ville tage én til sig og tilgive én, hvis man var begyndt at blive for hård i det opblussende erhvervsliv.
   Sigruns Kristus vil godt stå som en sådan rar far. Han har noget mildt i et menneskeligt blik, men også noget i øjnene, der pludselig foruroliger: en skepsis, noget sort, der skaber afstand. Han står i en rød dragt, der symboliserer kærlighed, men kan man gemme sig i den, når den er lige så flad som næsten alt i værkerne hos Sigrun, der trods alt lever efter Cezanne og meget længe efter Gislebertus. Så hvor rummelig er hendes Kristus? Han står tilmed på en sort baggrund, symbol på vort moderne griske samfund, som han nødes til at agere på baggrund af, og kan han vinde sjæle i det? Er der sjæle tilbage? Ganske vist slår han imødekommende, men også næsten afmægtig ud med de store hænder. Og de er oveni vist bare som konturhænder, der ´i sig´ må nøjes med den barske sorte baggrundsfarve.
   Han presser visselig ikke én til at sige ja til ham, og han tvinger ikke nogen til en allahsk underkastelse. Vi står lige over for ham, og det kan i dagens mulla-muslimske lys ikke undgås at ses som en befrielse. På den anden side: skal der ske en tilnærmelse, må man selv tage initiativet. Guds nåde tager ikke over. Han bærer en nøgle om halsen, og der er et nøglehul, hvor hjertet sidder. Og hvad skal det betyde? Skal vi selv lukke op, som vi lukker et pengeskab op? Er der penge derinde i stedet for omsorg og lidenskab? Er han i virkeligheden en autoritær faderfigur, der har gjort sig til gud på jorden, Deus in terris, og som vi er nødt til at gøre op med? Og er vi så i stand til det? Kan vi tænke i andet end økonomiske og matematiske termer? Og vil vi så ikke hellere uden videre bøje os for ham for at få hans penge? Er det derfor han kan stå så utvungen over for os? Hvad er han ude på? At fralægge sig ansvaret?
   Sigrun udsætter os nærmest for en systematisk desorientering. Det kunne hænge sammen med, at hendes moderne Kristus ligesom hun selv og vi alle for længst, fra og med Giorgio de Chirico og Dada for alvor fra og med 1. verdenskrig, er blevet så dybt desorienterede, at vi har suspenderet reglerne for et normalt samliv. Det blev i den dengang forliste kultur grundlæggende baseret på, hvad der var godt og ondt, hvad der gavnede og skadede næsten og fællesskabet. I den forbindelse er det vigtigt, at slangen, symbolet på kundskab om godt og ondt, er der endnu, selvom man skal lede godt efter den. Den har ingen dominerende rolle, som i kulturens tid. Den er næsten  bogstavelig trådt under fode og så ufarlig intetsigende, at den ikke engang mere, som endnu på Munchs og Chiricos tid, kan give os den følelse af ufokuseret rædsel og angst, som kunne minde os om forarmelsen i vort liv.
   Kunstneren synes ude på at gengive os denne foruroligelse. Og det hun god til. I et andet billede, ”Jakobsstigen”, vist i Kunstavisen 5 fra maj-juni, sidder en kæmpehund og kikker afventende op ad. Et diminutivt menneske holder den i en snor om halsen, men er i virkeligheden afmægtig over for den. To små dyr ligger roligt med lukkede øjne ved dens fødder. Hunden er dyret i mennesket, og bliver det rasende og vanvittig, som mennesker har for vane, ramler alt. Mennesket har den røde nøgle til hundens hjerte, men bruger det nøglen? Hvad skal der til, for at vi mennesker lærer os selv og det dyriske i os at kende, så det ikke tager magten over os?
   Vi skal have kontakt med Jakobsstigen, der i den europæiske kulturs start fra romansk tid og til renæssancen forbandt himmel med jord. Vi skal bevæge os fra det selvisk dyrisk materielle jordiske op mod det uselvisk ideale himmelske, så vi får kontakt med det gode i os selv, og vi ikke i dyrkelsen af vor egen lystfølelse på bekostning af fællesskabet bliver åndeligt til ingenting, som mennesket på billedet næsten legemligt er blevet i ”Jakobsstigen”. Men det er rigtignok lettere sagt end gjort. Hvordan kommer vi op til begyndelsen på den stige, når den starter så højt oppe på væggen? Og slutter den ikke også, før den når himlen? Og hvad så? Er det overhovedet umagen værd at prøve klatreturen? De allerfleste har i århundreder sagt nej, indtil de ikke mere anede, hvad en Jakobsstige var. Det ved Sigrun, og hun siger ja. Vi skal kravle både op og så ned igen, livet igennem, ikke bare forlade hunden i os, det er den for stor og værdifuld til. Både hendes billeders form og indhold viser, at hun gerne vil have det naive og ligetil liv tilbage i en enfoldig gudstro, men også, at det er mere end svært. Enfoldigheden, hvor er den draget hen? Hendes hunden, dyret i os, vil gerne være velvillig, men hvor længe?
   Hendes billeder arbejder både foruroligende og ansporende i éns underbevidsthed og sind, før man overhovedet overvejer, hvad der er galt. Hun er ikke en afstandtagende ironiker over for sine figurer, så vi får chancen for at gå ind i dem. Det er umagen værd, for så bliver vi igen tvunget til at overveje: hvad er egentlig godt, og hvad gør ondt i vort liv. På den måde fremmer hendes billeder et håb i os midt i en nærmest håbløs tid. Hun er modsat de allerfleste kunstnere i dag i stand til at skabe en livgivende fortælling. Vi kan godt genvinde en identitet, selvom moderne kunstneres værker i reglen benægter det.

Galleri Emmaus
Ll. Svenstrup Gods
Holbækvej 117
Ringsted