SIGRUN GUNNARSDÓTTIR
- færøsk kunstner
   
 

 

Af Winnie S. Schildknecht

- er årets tema for Galleri Emmaus i Ringsted. Det lyder såre simpelt, men hvor kan det være svært for os mennesker, det med kærligheden.
Galleri Emmaus, drives af Grethe Olsen. En driftig kvinde, med noget på hjertet. Galleriet, der udelukkende repræsenterer religiøs kristen kunst, er det eneste af sin slags i Danmark og har eksisteret i 4 år. Det kristne budskab, er i centrum, men også for en ikke-troende, som undertegnede, er der store oplevelser at hente. For det kristne budskab er netop kærligheden og den kender vi alle, såvel nydelsen af den, som afsavnet af samme. Og det er alt sammen såre menneskeligt.
Grethe Olsen skal allerførst have tak, for at stikke næsen frem og tage stilling. Stilling til verden og menneskene i den, men også til sin forretning. Og for, at tør vise hvem hun er og hvad hun tror på. Og drevet af noget så fint som kærlighed, at bevæge sig ind i en verden af store stygge ulve.
Grethe Olsen har efterhånden samlet sig en nydelig skare af dygtige og anerkendte kunstnere. På denne udstilling præsenterer galleriet Carsten Frank, Helmer Breindahl, Marianne Ring og færøske Sigrun Gunnardóttir. Af andre kunstnere tilknyttet galleriet, kan nævnes Uwe Appold, Jette Wohlert, Arne Haugen Sørensen og Agnete Brittasius. At Grethe Olsen på blot 4 år, har begået dette, er intet mindre end imponerende.
Marianne Ring, der til dagligt er sognepræst, viser en række bronzeskulpturer. Blandt andet en figur af en vågnende og ud mod verden rækkende Adam. Over Adam hviler også en tvivl, en lille tøven. For vel, er verden ny, fager og fristende, men er den også kun af det gode? Der er et sjældent liv i Marianne Rings skulpturer.
Helmer Breindahl (f. 1944), udstiller akvareller af den livsbekræftende slags. Han inspireres af naturen, salmer og digte, og mennesker han møder på sin vej. Et par akvareller af hænder i bevægelse, lukkede og åbne, viser fint og enkelt, samspillet mellem to mennesker.
Carsten Frank (f. 1954), er i sit udtryk, abstrakt og ekspressiv. Der er store kræfter på spil i mandens maleri. Det gælder både motivvalget og energien kunstneren lægger for dagen. På galleriets endevæg hænger et kæmpe maleri, forestillende nadverbordet. Jesus vender sit ansigt ud mod os og favner os med sine udstrakte arme. Disciplene ser vi fra oven og uden ansigter. ”På den måde, er der også plads til mig” som galleristen siger.
Færøske Sigrun Gunnarsdóttir (f. 1950) er naivistisk og sjældent stærk i sit symbolsprog. Motiverne synes umiddelbart enkle og ligetil, og der kan man jo lade dem ligge, hvis man vil. Men under det hele hviler en stærk symbolisme og en lidt foruroligende dysterhed. Dysterheden illustreres i kunstnerens farvevalg og understreger livets og kærlighedens alvor og vort ansvar overfor hinanden. Gunnarsdóttir skildrer ikke kun livet, men også undfangelsen, og det der måtte ske efter døden. Det er livgivende og livtagende, eller favnende om man vil. Og selv om motiverne umiddelbart synes harmløse, borer de sig dybt ind i bevidstheden og rammer der, hvor vi sjældent rammes. Det er netop det, det naivistiske islæt skaffer; en umiddelbar adgang til vort inderste. Det taler til vort barnlige jeg, som gennem mange års træning, er gemt godt væk af dagligdags viden og fornuft. Som børn er vi uden forbehold og forsvar, og derfor virker Gunnarsdóttirs symbolik så stærk.
Tag forbi Galleri Emmaus i Ringsted. Der venter en stor oplevelse. Og har Grethe Olsen tid, fortæller hun gerne. Det gør man nemlig, når man brænder. Og det gør både hun og hendes kunstnere.

Galleri Emmaus,
Ll. Svenstrup Gods,
Holbækvej 117, Ringsted.
Frem til 4. juli 2007.

 

TILBAGE

 

 

 

 

t

Sigrunn Gunnarsdóttir 470 Eiði tlf. 723462 fax. 423462 E-mail: sgn.art@kallnet.fo